forside > modernisme > heretica digtning > Ole Sarvig
Ole Sarvig
1921-1981

Ole Sarvig debuterede 1943 med sine Grønne digte. Fra start af var der tale om mystiske digte med religiøse overtoner. Krisebevidstheden delte han med andre forfattere i krigsgenerationen, men til forskel fra Paul La Cour og Erik Knudsen, gik hans søgen efter en heling i en metafysisk, religiøs retning.

Han var fast bidragyder til Heretica, men var aldrig inde i midtercirklen der, var f.eks. aldrig redaktør på tidsskriftet, men holdt sig lidt på afstand.

Med digtsamlingerne grønne digte, Jeghuset, Mangfoldighed, Legende, Menneske og Min kærlighed, skaber han, først ubevidst, en digtkreds. Det går op for ham, at i en anden rækkefølge end de er udkommet, danner de en samlet myte om det moderne menneske. De udkommer først samlet i 1993 med titlen menneske til menneske. En digtkreds.

Sarvig var kristen på en egen måde der ikke ligner folkekirken. Kunsten må blive kristen, mennesket er fremmedgjort, sat på en fremmed klode og der er ingen virkelighed, undtagen i mødet med duet. Forbilledet for dette møde er mødet med Kristus, der også er kommet udefra for at ofre sig for vores skyld.

I 50´erne afløses digtningen af flere romaner og sågar et par kriminalromaner Havet under mit vindue 1960). I slutningen af karrieren skriver han salmer, før selvmordet i 1981.


bestil
bestil
bestil
bestil
Vigtige værker:
Jeghuset (1944) L
Midtvejs i det tyvende århundrede (1950) E
Stenrosen (1955) R
De rejsende (1978) R

Heretica